Solvarme kombineret med masseovn

Hvis man kombinerer et solvarmeanlæg med en masseovn, kan man lave et på mange måder ideelt og stort set CO2-neutralt opvarmningssystem til sit hus. Om sommeren kan solvarmen dække både behovet for varmt vand og evt. gulvvarme, mens masseovnen dækker det samme i fyringssæsonen.

Masseovnen

er en tung, muret ovntype, der stammer fra Finland. Ovnens store masse betyder en meget effektiv og ren forbrænding og en behagelig varme. En enkelt opfyring giver en jævn varmeafgivelse over hele det næste døgn. Ovnens effektive forbrænding reducerer både den mængde træ, der skal bruges, og mængden af aske, der skal skaffes væk.

Kender man kun til brændeovnen, er det svært at sætte sig ind i, hvor behageligt en masseovn fungerer. Ikke nok med at dens forbrænding er ren og ikke bidrager til den meget omtalte partikelforurening fra brændeovne. Varmen fra ovnen er også helt anderledes behagelig: Man fyrer et enkelt stort bål af om dagen, og bålets varme forplanter sig langsomt til omgivelserne, uden den overophedning, man kan opleve fra en glødende brændeovn, og uden den kulde, der indfinder sig få timer efter opfyring.

En masseovn vejer flere tons! Derfor fylder den også godt i huset, og bliver et vigtigt rumskabende element, typisk i husets centrale opholdsrum. Læs mere om de mange nye muligheder dét giver, f.eks. hos Bolius, http://www.bolius.dk/alt-om/energi/artikel/masseovn/

Varmt vand fra solen samarbejder vi med energiske Leif Stubkjær fra firmaet Vedvarende=Energi (www.masseovn.net), der er specialister i masseovne og selv importerer alle dele til ovnene. På hans hjemmeside kan du se flere masseovne, selvbyggersæt til masseovne, og trække på Leifs erfaringer, når du skal planlægge din egen masseovn!

4 pakkeløsninger med solvarme og masseovn

Masseovnen kan udstyres med en kobberspiral eller anden egnet, indmuret varmeveksler, så den kan forsyne huset med varmt vand og en mindre mængde centralvarme til f.eks. et badeværelsesgulv i vinterhalvåret.

Varmen fra masseovnen kan tilføres toppen af en buffer eller topspiralen i en almindelig solvarmebeholder. Dermed kan masseovnen kombineres med den type solvarmeanlæg, man ønsker.

Vi har derfor sammensat 4 forskellige pakker, fra det enkle brugsvandsanlæg til det fuldt udbyggede solvarmeanlæg med buffer og avanceret varmestyring, som vi kalder et midi-/maxianlæg.

Alle solvarme-pakkerne er beregnet til en husstand på 3-5 personer. Alle pakkerne indeholder alle de større dele - beholdere, pumper, ventiler, styring mv. – der kræves for at opbygge det pågældende anlæg. Pakkerne vil snarest blive lagt ud i produktlisten.

Anlægspakke 1-3: Enkle anlæg til mindre og/eller velisolerede huse

I huse, hvor masseovnen dækker hele opvarmningsbehovet om vinteren, giver det mening at holde varme- og solvarmeanlægget enkelt. Et evt. eksisterende radiatorsystem bruges ikke, og gulvvarmen er begrænset til f.eks. badeværelse og evt. et gangareal.

Fælles for disse anlæg uden anden varmekilde end sol+ masseovn er elpatronen - et elvarmelegeme, der sidder i beholderen. Elvarmelegemet kan tændes og levere den nødvendige suppleringsenergi, både i solfattige perioder om sommeren og i vinterperioder, hvor man er væk fra sit hus eller af andre grunde forhindret i at fyre op. En elpatron er billig i anskaffelse, derfor giver den mening i anlæg uden det store behov for suppleringsenergi.

Anlægspakke 4: Et sofistikeret anlæg til det større varmebehov

I større huse, hvor masseovnens varme ikke kan dække hele behovet, er der normalt et varmeforsyningsanlæg med radiatorer eller gulvvarme. Her giver det ikke mening at dække det relativt store restvarmebehov med ren elvarme. I stedet er det fornuftigt med f.eks. et olie- eller gasfyr, et pillefyr eller en varmepumpe.

I sammenligning med samme hus uden masseovn og solvarme er miljøfordelen åbenbar. For at maksimere besparelsen foreslår vi til denne hustype et større og mere avanceret solvarme- og varmeanlæg, som vi kalder Pakke 4.

Alle anlægspakker tager udgangspunkt i varmt vand fra solens almindelige anlæg, nemlig henholdsvis Brugsvandsanlægget, Kombianlægget, Minianlægget og Midianlægget. Du kan læse mere om tankerne bag hvert af disse anlæg på siden med vores forskellige solvarmeanlægstyper.

I masseovns-udgaven er anlæggene tilpasset med evt. elpatron til supplerende opvarmning samt pumpe, styring mv. til masseovnen.

 

Anlægspakke 1 og 2:
Brugsvand og rumvarme med varmtvandsbeholder

Solvarme-brugsvandsanlæg med masseovn

Pakke 1 er opbygget som et ”traditionelt” solvarmeanlæg med varmtvandsbeholder. Beholderen er ret stor, 300 liter, og rummer varmt vand til flere dages forbrug. Både masseovnen og solfangerne bidrager til beholderens opvarmning, således at der kun er et lille restbehov, som derfor billigst dækkes med den indbyggede elpatron.

Anlægget fungerer automatisk. Når solen begynder at opvarme solfangerne, eller du fyrer op i ovnen, starter den lille elektroniske styring selv den rigtige pumpe, så varmen føres til beholderen.

Pakke 1 er et rent brugsvandsanlæg. Det rene brugsvandsanlæg er det billigste anlæg. Det gør fin fyldest,  hvis der vitterligt ikke er noget varmebehov om sommeren, og hvis masseovnen via sin direkte strålevarme dækker hele husets varmebehov.

 

 

 

 

 

Pakke 2 er en udbygning af pakke 1: Solvarme og masseovn opvarmer solvarmebeholder. Pakke 2 indeholder dertil en solfanger mere, og både sol- og masseovnsvarme kan sendes ned i et mindre gulvvarmesystem, f.eks. på bad/wc. Sommer-solvarmen kan også bruges til at opvarme en kælder, der bliver fugtig, hvis den ikke varmes op om sommeren. Denne anlægstype kalder vi et kombineret brugsvands- og rumvarmeanlæg.

Anlæggets ”elektroniske hjerne”, styringen, sørger her for at solvarmen først og fremmest opvarmer det varme vand, mens gulvvarmen har 2. prioritet. Styringen suppleres af en simpel termostat, så man ved at dreje på en temperaturskala kan bestemme om ovn-varmen skal gå til beholderen eller i gulvet.

Gulvet kan kun opvarmes, når solen skinner eller der fyres. Elvarmen kan altså som udgangspunkt ikke ledes til gulvet. Det skyldes bl.a. at direkte elvarme er en alt for dyr (og forurenende – 70% af vores elektricitet laves på kul!) varmekilde til at bruge til opvarmning. Hvis det i særlige tilfælde er ønskeligt, kan systemet dog modificeres, så elvarmen fra beholderen kan ledes ud i gulvet, f.eks. som frostsikring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anlægspakke 3 og 4:
Brugsvand og rumvarme med buffer

Vores udgave af bufferanlægget indeholder ikke nogen varmtvandsbeholder.
Bufferen (eller akkumuleringsbeholderen - kært barn..) er altså anlæggets eneste beholder. Denne beholder indeholder ikke, som varmtvandsbeholderen ”badevand”, men centralvarmevand. Den indgår altså i centralvarmens lukkede kredsløb. Bufferen kunne lige så godt indeholde f.eks. saltsyre - vand er bare et billigere, ufarligere og bedre ”medium” til formålet: At gemme og transportere varme. Denne måde at lave solvarmeanlæg på er ret ny, med formentlig ikke mere end ca. 10 år på bagen i Danmark. I dag (2012) indgår anlægstypen i de fleste seriøse udbyderes program.

Hvordan klarer man sig uden varmtvandsbeholder? Vi gør det, at vi bruger varmeenergien i bufferen til at opvarme det varme vand i gennemstrømning, lige når det skal bruges. Dette sker i en indretning, som vi kalder en varmtvandsstation.

Varmtvandsstationen
Nogen kalder det en varmeveksler eller en gennemstrømningsvandvarmer – men det er faktisk ikke korrekt. Varmtvandsstationen er en kompleks enhed, som godt nok indeholder en varmeveksler og fungerer efter gennemstrømningsprincippet – men den er så avanceret i sin opbygning, at den ikke medfører nogen ulemper i forhold til varmtvandsbeholderen, kun fordele. Det kan du læse mere om i det særlige afsnit om varmtvandsstationen. (link: http://vvfs.dk/pages.php?pid=38&cid=89)

De vigtigste grunde til at droppe varmtvandsbeholderen til fordel for en buffer er

  • at man i bufferen også kan gemme rumvarme, ikke kun varmt vand
  • at det varme brugsvand bliver renere og bedre
  • at hele anlægget får en længere levetid uden en varmtvandsbeholder

Bufferen giver altså mulighed for at gemme varme, og bruge den fleksibelt til enten varmt vand eller varme, alt efter behov. Bufferen kan, hvis vejret tillader det, opvarmes til over 90°C, uden at øge tilkalkningen – der er ikke kalk i buffervand, kun i postevand. Derfor kan man gemme ret meget varme i en buffer af rimelig størrelse.

Et vigtigt aspekt ved bufferens funktion er vandets evne til at lagdele sig efter temperatur, med det varmeste i toppen og det koldeste i bunden.

Dette er værdifuldt, bl.a. fordi

  • en lille mængde varme, tilført i toppen, kan komme til gavn til f.eks. varmtvandsproduktion
  • en elpatron, monteret i toppen opvarmer kun det vand, der ligger oven over
  • solfangernes effektivitet stiger, jo koldere vandet i solfangerne er

Det er altså vigtigt at resten af anlægget understøtter vandets naturlige temperaturlagdeling, så bunden forbliver kold så længe som muligt, til gavn for solfangerydelsen - og at toppen er varm, så vi har noget energi at bruge af.

Derfor tilføres solvarmen målrettet det rigtige niveau, alt efter behov og solindstråling, og masseovnens varme toppen. 

Alt efter hvor varmen tages ud af bufferen, kan elpatronen bruges udelukkende til varmt vand, eller også til rumvarme.


Pakke 3 er et mindre solvarmeanlæg med buffer. Vi kalder det et mini-anlæg. Minianlægget er karakteriseret ved at være et enkelt og prisgunstigt bufferanlæg uden den meget avancerede styring fra de større anlæg. Pakke 3 er, som pakke 2 beregnet til huse uden det store rumvarmebehov, hvor masseovnen dækker størstedelen af varmebehovet.


 

 

 

 

 

 

 

Pakke 4 er et fuldt udbygget, avanceret varmeanlæg med solvarme, indrettet for maximalt solvarmeudbytte og energibesparelse. Vi kalder det et midi-/maxianlæg.

Midi-/maxianlægget er skalerbart, dvs. det kan tilpasses de fleste huse, uanset størrelse og isoleringsstand. Undtagen i nye og meget velsiolerede huse kombineres midianlægget normalt med en anden varmekilde udover masseovnen, f.eks. pille-, brænde-, olie- eller gasfyr.

Solvarme kombineret med masseovnSolvarme kombineret med masseovnSolvarme kombineret med masseovnSolvarme kombineret med masseovnSolvarme kombineret med masseovn