Solvarmeanlæg med næsten 100% dækningsgrad

Solfangeren er på 69 m² (bruttoareal, tror jeg), og det hele munder ud i en solvarme-dækningsgrad på 95%. Det første hus blev opført i Nordtyskland i et klima, der ligner det danske en del, blev taget i brug i efteråret 2006 og ser ud til at holde, hvad det lover.

Man kan sige, at huse af denne type er den foreløbige kulmination på en udvikling, der har været i gang i rigtigt mange år, også i lille Danmark: Solvarmepionér Alfred Jakobsen byggede sig et lignende hus i Vivild på Djursland, allerede i 1979.

På billedet ses huset, og Alfreds søde kone Vera. De sparede ikke: 300 m² beboelse, 100 mm isolering i taget - naboerne mente aldrig det ville tjene sig hjem! Varmeanlægget var på 100% sol, med 150 m² solfanger og 300 m³ "buffer". Som det ses, var hele den sydvendte tagflade dækket af solfanger, en hjemmebygget sag af ganske enkel "radiator"-model, malet med Solignum (en meget sort, terpentinbaseret træbeskyttelse), inddækket med drivhusprofiler og -glas. Bufferen bestod ganske enkelt i en kælder fuld af vand. Som varmevekslere brugte Alfred først radiatorer, senere (da det viste sig at de rustede igennem) meget lange plasticslanger. 

(Organisationen for) Vedvarende Energi lavede dengang en film om projektet, som det kunne være fantastisk at kunne linke til her, hvis den ellers er bevaret for eftertiden...?

I projekterne fra nyere tid er det ofte firmaet Jenni, http://jenni.ch/, der er involveret med deres "Swiss Solar Tanks", kæmpestore buffertanke. For at demonstrere, at teknikken også kan bruges i etageejendomme har de bygget dette treetagershus med 8 boliger, 276 m² solfanger og 205 m³ lagertank, indviet sept. 2007.

 

I USA findes der også solvarmeprojekter, lavet ud fra amerikanske forhold, dvs. en væsentligt lavere energipris end vores. Dette må nødvendigvis føre til at interessen samler sig om ekstremt økonomiske systemer. Harry Thomason har udviklet et system, hvor vand risler ned over et glasdækket bliktag. Det varme vand samles i en slags sten-/vandlager. Et udført eksempel, fra 1984, tæt ved den canadiske grænse angives til at have en dækningsgrad på omkring 66%. Er der mon nogen der ved hvad der sker i dag?

- se tabellen herunder:

Det "psykologiske mål" er, som det fremgår, netop at solvarmens bidrag skal overstige 50% (her vist ved den fede røde, vandrette linje) således at det lige pludselig er den traditionelle energikilde, der "supplerer", ikke solen! (Kilde: Harald Drück, ITW Stuttgart).

Tabellen læses således: Hvis man (kun) kan finde plads til en lagertank på 1.000 liter, kigger man på den røde kurve, markeret 1,0 m³. Jo større solfangerareal, denne tank kombineres med (collector area, ud ad den vandrette akse), jo større del af husets samlede varmebehov kan solen dække (i %, op ad den lodrette akse).

Hvis man har plads og råd til ca. 85 m² solfanger, kan man altså, selv med denne ret lille tank, komme op på at dække halvdelen af sit varmebehov med solenergi. Har man derimod plads til en tank, der er 10 gange så stor, altså fx. ca. 2 meter i diameter og 3,5 meter høj, skal der kun ca. 34 m² solfanger til at gøre det samme. Husk dog at isolere godt! I ovennævnte projekter har man fundet, at en relativt beskeden isoleringstykkelse på 20-30 cm er det optimale.

Herunder ses, hvordan en sådan (noget større) tank kan udformes:

Bemærk, at tabellen med dækningsgrad i forhold til solfanger- og lagerstørrelser gælder velisoleret nybyggeri! Det er ikke praktisk forsvarligt, på vore breddegrader at opnå høje dækningsgrader i dårligt isolerede huse: Varmetabet på kolde dage uden sol er så højt, at det ville kræve et urimeligt stort varmelager.

Det er i det hele taget en vigtig grundregel ved det meste vedvarende energi (og ved løsningen af den nuværende klima- og energikrise generelt): Først spare, så producere!

Vælger man alligevel at opsætte et stort solvarmeanlæg i et ældre hus, der måske kun vanskeligt lader sig komplet isolere, ja så må man altså leve med en lavere dækningsgrad, end hvis huset havde været godt isoleret.

Til gengæld kan man glæde sig over et samlet set større bidrag fra solen! Altså mere energi/flere kWh fra det samme solvarmeanlæg.

Det lyder måske bagvendt, men den er god nok. Forklaringen er følgende: Stort set alle solvarmeanlæg, der bidrager til husets opvarmning, vil have dage, hvor der bliver produceret mere solvarme end man kan bruge, og end der kan gemmes i akkumuleringstanken. Jo større anlægget er, jo flere af disse dage vil der være*.

Omvendt: Jo dårligere huset er isoleret, jo færre af disse dage vil der være. Hvilket jo betyder at man bruger mere af solenergien. 

*Hvis akkumuleringstanken er enormt stor i forhold til solvarmeanlægget, kan det da godt være at man kan undgå, at den kommer over 90 grader, og at anlægget dermed stopper, men selv om meget af varmen kan gemmes til senere på sæsonen, så vil en ligeledes meget stor del forsvinde som varmetab ud i huset - et varmetab, som ikke har nogen nyttig funktion på dage, hvor man har det rigeligt varmt i forvejen.