En solvarmebeholder er solvarmeanlæggets varmtvandsbeholder. Den er typisk en del større end en almindelig varmtvandsbeholder, og så er den udstyret med en ekstra spiral øverst til suppleringsvarme fra fyr ol. Denne kan dog undværes, hvis man kun bruger el som supplering.
En buffertank (også kaldet en akkumuleringsbeholder) indeholder varmeanlægsvand, ikke brugsvand. Den bruges, når husets hovedvarmekilde er et fastbrændselsfyr eller en brændeovn med gris. I forbindelse med solvarme giver den mulighed for at gemme evt. overskud til senere, og dermed forøge udbyttet.
En anode er en stav af et mindre ædelt metal, ofte magnesium, der "ofrer" sig og tæres væk med tiden, men samtidig beskytter selve solvarmebeholderens indre mod tæring. Når man skal ind og rense en beholder indeni kræver det som regel en ny pakning for at få samlingen tæt bagefter.
Dyklommen er et tyndt rør, der er lukket i den ene ende. Dyklommen gør det muligt at få temperaturføleren helt ind i væsken, og dermed opnå en præcis måling, uden at føleren bliver våd! I eksisterende konstruktioner, eller ved pladsproblemer kan man i visse tilfælde bruge en såkaldt rullefjeder i stedet.