Solvarme og varmepumpe

Her kommer historien om Kenns anlæg, fortalt af ham selv:

Jeg købte et VVFS Maxi anlæg i 2014. Det er en investering, der har sparet mig for 10.000-vis af kroner og kg CO2, og gaven bliver ved med at give.

Anlægget blev købt sammen med et gasfyr, for der var tilslutningspligt i mit område den gang. Jeg var på 2. gasfyr, da verden pludselig forandrede sig.

MAXI-solvarmeanlæg med buffer og varmepumpe

Nye tider – nyt anlæg

Da Putin gik ind, så røg mit gasfyr ud – MED DET SAMME!

I stedet gik jeg på Youtube og lærte at lodde kobberrør selv. Så byggede jeg mig en enhed, som kunne koble en monoblok-varmepumpe ind i min buffertank der, hvor gasfyret havde været. Det kunne en VVSer nok have gjort hurtigere, men jeg lærte noget, og fik det som jeg ville have det.

Jeg kan godt støtte op om dit budskab om at varmepumper og solfangere spiller fint sammen. Faktisk er der nogle meget lønsomme synergier, man kan forfølge. Se blot her:

Jeg har koblet min varmepumpe op, så den enten kan varme i toppen af min buffertank (der hvor gasfyret varmede før), eller den kan varme HELE tanken op. I sommermånederne får den kun lov at varme i toppen, så der ligger en masse køligt vand klar til solfangeren i bunden. Men om vinteren, hvor varmepumpen skal trække det hele, så kobler jeg om og varmer hele tanken op. Det fungerer sådan, at varmepumpen starter kl 14:00 på fuld effekt. Når klokken er 17:00 (og elprisen stiger), så har jeg 1000 liter 55 grader varmt vand i tanken. Så slukker varmepumpen helt, og jeg kører husets varme og varmt vand på tanken alene i 4 timer. Herefter falder elprisen igen kl 21:00, og jeg starter varmepumpen. Det kan alt sammen programmeres ind på den medfølgende styring til varmepumpen.

Jeg bruger altså min solvarme buffertank som et stort batteri, som sparer mig for alle de høje elpriser i ’kogespidsen’ – hver dag. Jeg gør det samme om morgenen, når vi går fra nat-takst til dag-takst. Det giver også lidt. Alt i alt en løsning, der varmer helt ned i foret!

Solvarme anlægs teknikrummet

Jeg har vedlagt et diagram og et par billeder af dette fantastiske anlæg – er det ikke smukt?

Nu spørger du sikkert, hvorfor der stadig er en kedel på diagrammet (når jeg nu har smidt gasfyret ud). Det skyldes, at jeg går og pønser på at sætte et af de billige flaskegas-fyr, som man kan købe i byggemarkederne, ind i stedet. Hvis man kombinerer det med en generator (også på gas), så kan man køre hele huset med el, varme og varmt vand på to gasflasker. Det er god prepping for os, der ikke har en brændeovn ;-)

Nye tider – nyt anlæg, som man siger.

Hilsen

Kenn

Efterlad en kommentar
Efterlad et svar
Venligst login for at skrive en kommentar.

Menu

Menu