ALFA-MIX
Baggrund
Det er bedre at bruge noget "gratis" varmt vand fra solvarmeanlægget end at opvarme vaskevandet ved hjælp af dyr strøm. Dette er filosofien bag ALFA-MIX, der dermed nedbringer elforbruget i "hjemmets mest forslugne elektriske apparat". Den tjener sig ret hurtigt hjem - se regnestykket nederst i artiklen.
Miljømæssigt og økonomisk opnås en næsten lignende effekt, hvis man f.eks. har fjernvarme. Fjernvarmevandet er i sommerhalvåret et "spildprodukt" fra elproduktionen, så en ALFA-MIX i et hus eller lejlighed med fjernvarme vil bidrage til en bedre balance mellem el- og varmebehovet - udover at reducere din el-regning.
Teknik
Alfa-mix tilsluttes to vandhaner, én med koldt og én med varmt vand. På forsiden af apparatet er der en drejeknap til indstilling af vandtemperatur, en start- og en stopknap samt to lysdioder, der viser, hvornår apparatet leverer hhv. koldt og varmt vand. Apparatets udgang tilsluttes en slange, der forbindes med vaskemaskinens normale koldtvandsindtag.
Funktion og betjening
Når en vask sættes over, tændes apparatet på startknappen, og der vælges temperatur på drejeknappen. Er der nu valgt 60°C, så vil apparatet tilføre vaskemaskinen vand med denne temperatur, dvs. vand fra den varme hane. Overstiger varmtvandstemperaturen det valgte, sørger apparatet selv for at blande en passende mængde koldt vand i.
Efter ca. en halv time slår apparatet automatisk over på kun at levere koldt vand, så der ikke bruges varmt vand til skyllene. En "forvask" - vippeknap kan bruges til at forlænge det tidsrum, hvor apparatet leverer varmt vand.
Vaskekvalitet
I modsætning til hvad mange tror, betyder varmtvandsindtag ikke en dårligere vask. Selv min mor, som går meget op i hvidt vasketøj har intet at udsætte på sit lokale møntvaskeri, hvor alle maskinerne forsynes med varmt vand fra en fælles varmtvandsbeholder. Det kan godt være at teorien siger at tøj med pletter af proteinholdige ting skal lægges i blød i koldt vand først, men det er svært at se at det i praksis er et problem.
Hvorfor ikke bare tilslutte vaskemaskinen direkte til det varme vand?
Det kan man også godt, men det giver ikke det ønskede resultat!
En almindelig vaskemaskine opvarmer kun selve vaskevandet - ikke skyllevandet. Hvis vaskemaskinen tilsluttes varmt eller blandet vand, bruges der varmt vand både til vask og til skyl. De ca. 4 skyl, moderne vaskemaskiner udfører, bruger tilsammen væsentligt mere vand end selve vasken. Da et solvarmeanlæg "kun" dækker ca. 60% af varmtvandsbehovet, bruges der altså her på årsbasis mere supplerende energi (fra oliefyr, gasfyr eller andet) end der spares.
AQUA-MIX giver altså mulighed for at optimere vaskemaskinens energiforbrug, uden at man selv skal gå og lukke op og i for det kolde og varme vand. I fremtiden vil alle vaskemaskiner forhåbentlig selv kunne tage koldt og varmt vand ind, alt efter behov. Endnu er de få maskiner, der kan klare dette desværre ret dyre.
Økonomi - regneeksempel
Tal er taknemmelige, men her er et regneeksempel, du kan bruge som udgangspunkt - fyld selv dine egne tal ind.
Forudsætninger
Der vaskes i gennemsnit én vask pr. dag.
Vaskemaskinen bruger i gennemsnit 2 kWh pr. vask.
ALFA-MIX sparer i gennemsnit mindst 50% heraf, idet der stadig bruges strøm til at vedligeholde temperaturen og til at drive motor og pumpe.
Resultat
Sparet el-energiforbrug pr. år 365 kWh.
Heraf leverer solen ca. 60%, sv. t. 219 kWh, oliefyr eller andet de sidste 40%, svarende til 146 kWh.
De 146 kW koster med et moderne oliefyr (85 øre/kWh) ca. 125 kr., og dette er den udgift man har, i stedet for de oprindelige 638 kr (365 kWh à kr. 1,75), dvs. besparelsen pr. år er 638-125= 513 kr.
Tilbagebetalingstiden er her 1.895 : 513 = 3,7 år. Jo oftere der vaskes, jo større vil besparelsen være - og omvendt.
Efterlad en kommentar
Efterlad et svar
Venligst login for at skrive en kommentar.