Varmeveksleren
Varmevekslerens funktion er at overføre varmeenergi fra én væske til en anden. Varmeveksleren kan være indbygget i en beholder i form af en spiral, også kaldet en snegl, eller den kan være en fritstående, selvstændig enhed som vores Termix- eller Kina-pladevarmevekslere.
Spiral-varmeveksleren
Spiralen, der er indbygget i beholderen er den billigste løsning. Både i sig selv, og fordi den ikke kræver mange andre komponenter for at fungere. Den mest almindelige type kaldes en glatrørsvarmeveksler og er blot et rør, der er viklet rundt og rundt, til den ønskede overflade er opnået.
Det er overfladens størrelse, der afgør spiralens varmeoverføringsevne. Hvis glatrørsvarmeveksleren skal være effektiv, skal den altså være lavet af en stor diameter rør og/eller lang, hvilket betyder at den får et stort væskeindhold. Læs mere om Hvor meget væske skal der bruges?
Pladevarmeveksleren
er et eksempel på en varmeveksler, der ikke er bundet til en bestemt beholder. Pladevarmeveksleren består af et antal tynde stålplader, monteret tæt sammen. Den væske, der skal afgive varmen, pumpes den ene vej gennem hvert andet mellemrum, mens den væske, der skal aftage varmen, pumpes den modsatte vej gennem de øvrige mellemrum.
Pladeveksleren kan anbringes frit, og fordi væsken på begge sider af varmeveksleren pumpes, er dens varmeoverføringsevne formidabel. Til gengæld kræver den en ekstra pumpe og andre komponenter, hvilket gør denne løsning dyrere.
En af de særlige fordele ved at bruge en ekstern varmeveksler er, at solvarmen kan lægges ind i bufferen i forskellige niveauer. Det benytter vi os fx af i vores
midi-maxianlæg, hvor styringen sørger for at begynde med at lægge noget varmt vand ind i toppen af bufferen til øjeblikkeligt brug. Først derefter begynder den på den længerevarede proces med at opvarme hele bufferen fra bunden.
Vi bruger pladevarmevekslere fra det danske firma Termix, fordi de har en god termisk længde, der gør dem velegnede til effektiv overføring af både solvarme og varme til brugsvand. Derudover er de indstøbt i en meget effektiv isolering og skal derfor ikke isoleres yderligere. Alternativt tilbyder vi et kinesiskproduceret produkt i lignende udformning. Kinaveksleren vurderer vi til at være på højde med Termix, men uden isolering.